Formandsberetning
Formandsberetning 2024
Endnu et år er gået på Tirsbækgård, som nu er en tre år gammel institution. Det kan vi som forældre mærke, når vi begynder at opleve de årlige traditioner komme igen, og man hører børnene fortælle begejstret om begivenheder, der finder sted år efter år. Det er trygt for børnene med det velkendte, og det er bestemt også trygt for os forældre.
Hvor vi de første to bestyrelsesår havde meget fokus på opstarten af institutionen, herunder etablering af legeplads og diverse politikker. Har vi brugt noget af det forgangne år på at definere vores rolle som forældrebestyrelse. Vi har haft nogle gode og konstruktive bestyrelsesmøder, hvor vi har bestræbt os på at være et talerør for vores børn og for hele forældregruppen på Tirsbækgård. Vi har det seneste år fået lidt forskellige henvendelser fra jer, som vi har taget med videre til bestyrelsen. Det er enormt givtigt, når I forældre henvender jer til os, så vi kan tage emner op, både de store og små, og have en dialog om dem. Vi står altid til rådighed for en snak med jer, og i løbet af foråret får vi også sat en postkasse op ved AULA-skærmen, hvor vi det er muligt at skrive til os, hvis man ønsker at gøre det uden om AULA, mail, eller ansigt-til-ansigt.
Vi kigger tilbage på et år, hvor vi som forældrebestyrelse også har haft forskellige mere formelle opgaver. Som de foregående år har vi siddet med i ansættelsesudvalget i forbindelse med nyansættelser af pædagogisk personale, hvor det har givet mening. Vi har deltaget i nogle rigtig positive samtaler, hvor vi har fået ansat nogle rigtig dygtige medarbejdere til Tirsbækgård.
Vi har sammen med repræsentanter fra andre forældrebestyrelser og dagtilbudsledere i Vejle Kommune også deltaget i dialogmøde med det kommunale Børne- og Familieudvalg. Her var der fokus på det gode forældresamarbejde. Det gav en masse interessante og konstruktive input fra andre bestyrelser og ledere. Vi har i forældrebestyrelsen selv arbejdet med emnet forældresamarbejde, og vi har her i foråret udarbejdet en digital folder omkring forældresamarbejdet på Tirsbækgård. Den blev delt med jer kort før påske uden den store introduktion, men tanken er, at det især er brugbar information for kommende og nye forældre institutionen. I finder den på institutionens hjemmeside.
Et andet punkt på dialogmødets agenda var orientering om budgetforlig 2024, som vi skulle tage med retur til vores bestyrelsessamarbejde.
Vi blev i slutningen af 2023 præsenteret for et budgetforlig med mere end 20 reduktionsforslag inden for Uddannelse & Læring, Familie & Forebyggelse samt Dagtilbud. Der var tale om et omfattende budgetforlig, og vi valgte som forældrebestyrelse at indgive et høringssvar, hvor vi udtrykte vores bekymring omkring de reduktionsforslag, som vi så, kunne komme til at ramme dagtilbud og dermed Tirsbækgård, hvis de sættes i værk. Vi havde sammen med ledelsen en rigtig god sparring omkring, hvordan forslagene kunne anskues, og hvilke konsekvenser de forskellige forslag kan få for vores institution, hvis de vedtages. Arbejdet med høringssvaret gav os dog samtidig en bekræftelse af, at Tirsbækgård er en institution med en sund og ansvarlig økonomi, hvilket især er Mariannes og resten af ledelsesteamets fortjeneste.
Vi har de seneste par år haft en årlig arbejdsdag i løbet af foråret, hvor vi som forældregruppe sammen hjælper med at gøre legepladserne klar til det gode vejr, der venter. Arbejdsdagen i 2023 bar præg af, at Tirsbækgård stadig er en ny institution, som ikke kræver det store ekstra vedligehold, endnu. Derfor har vi i bestyrelsen besluttet, at arbejdsdagen ikke forbliver et fast arrangement på aktivitetskalenderen, men noget vi arrangerer efter behov og naturligvis i samarbejde med Marianne og resten af personalegruppen.
Vi har i forældrebestyrelsen også stadig et par ben inde i bestyrelsen i Tirsbækgård Støtteforening. I institutionens spæde begyndelse bestod de to bestyrelser mere eller mindre af de samme personer. Men nu er de så småt ved at blive separeret mere og mere, og det er positivt, så vi får endnu flere input og kræfter ind begge steder. Årets største arrangement for Støtteforeningen er vores store sommerfest, som skal afholdes for tredje gang den 31. maj. Det har været overvældende med den store opbakning, der har været til arrangement, og vi håber at se lige så mange i år. Det er en dag, som børnene ser frem til, og hvor Storegruppen optræder for os alle. Sidste år var der et stort og festligt MGP-show, og i år har jeg hørt, at vi også skal glæde os i år. Festen er blevet endnu én i rækken af traditioner, som jeg indledte beretningen med.
Til sidst vil jeg gerne afslutte med at sige, at Tirsbækgård er en fantastisk institution med en stærk personalegruppe og en dygtig ledelse, så det er ikke et krævende arbejde at sidde med i bestyrelsen, men vi tror også på, at vi sammen kan udvikle os og gøre tingene endnu bedre, så det forbliver et godt og trygt sted for vores børn. Jeg håber, vi i aften kan byde velkommen til nye kræfter i bestyrelsen, når vi om lidt går videre til valget.
Jeg vil gerne sige tak til de øvrige medlemmer af bestyrelsen, både de forældrevalgte og personalerepræsentanter samt til Marianne for et godt og konstruktivt samarbejde løbende gennem hele året.
Formandsberetning 2023
Endnu et bestyrelses år er gået og jeg vil i år starte ud med at takke de øvrige bestyrelsesmedlemmer for deres arbejde i denne periode, både de forældrevalgte og dem fra personalegruppen. Ligesom sidste år har det været et godt samarbejde med konstruktive debatter.
Én af de store ting, der er sket dette år er, at der er blevet etableret legeplads på begge sider af institutionen, hvilket er til store glæde for børnene, og vi er i forældrebestyrelsen også meget glade for, at der er kommet lidt flere aktivitetsmuligheder på udendørsarealerne. Ifm. monteringen af legepladsen deltog en stor gruppe forældre frivilligt i arbejdet, og det sparede beløb går til etableringen af yderligere legeredskaber i det kommende år.
Forældrebestyrelsen er fortsat tæt knyttet til Tirsbækgårds Støtteforening, idet mange medlemmer går igen i de to bestyrelser, men vi håber at kunne få lidt nye kræfter med i år. Støtteforeningen har bl.a. stået for koordinering af de frivillige kræfter ifm. legepladsmonteringen, men også sidste års høstfest, som vi i bestyrelsen syntes var et kæmpe hit og ser som en god tradition for Tirsbækgård. Forældrebestyrelsen har i samråd med støtteforeningen besluttet at bytte rundt på bedsteforældre-dagen, som hidtil lå i forsommeren, og høstfesten, således at høstfesten fremadrettet bliver til en sommerfest. Sommerfesten kommer i år til at løbe af stablen d. 9. juni, så sæt gerne et stort kryds i kalenderen. Denne beslutning er truffet, fordi nogle børn fra Storegruppen sidste forsommer, måtte vælge mellem bedsteforældredag og byttedag med deres kommende skoler. Ved at bytte rundt på de to arrangementer undgår vi dén komplikation og chancerne for godt vejr til sommerfesten øges. Bedsteforældredagen bliver afholdt 18. august. Vi håber, at tilslutningen til begge arrangementer vil være ligeså flot som sidste år.
Et andet stort tema i forældrebestyrelsen, har været de kapacitetsudfordringerne, der i øjeblikket er indenfor daginstitutionsområdet i Vejle kommune, og særligt i Bredballe. Flere medier har fuldt med i sagen, og som forældre har I sikkert også bemærket, at der er kommet flere børn til og at der er foretaget nye tiltag for at gøre plads til de ekstra børn. Særligt den nye naturbus har været et tiltag, som har ændret mange børns hverdag. De tilbagemeldinger vi har fået, har været positive og det er vores indtryk, at børnenes hverdag er blevet beriget og at der er mange nye og spændende oplevelser ifm. busturerne.
I år har vi i forældrebestyrelsen også deltaget i en række mere formelle opgaver. Bl.a. har vi haft pædagogisk tilsyn, vi har haft budgetændringer til høring, vi har deltaget i dialog møder med det politiske udvalg og sidst men ikke mindst har madordningen været på valg. Sidstnævnte vedtog vi som bekendt, at vi på Tirsbækgård ønskede at fortsætte med. Derudover har vi igen i år siddet med i ansættelsesudvalget ifm. nyansættelser og vi synes, at vi har fået nogle dygtige medarbejder med om bord, hvilket vi er rigtig glade for.
Derudover så har dette bestyrelses år også båret præg af, at Tirsbækgård efterhånden er ved at være en etableret institution, så frem for at definere bestyrelsesarbejdet, har der i år også været mere tid til at drøfte mere dagligdags ting, som fx søvnpolitik, hjælp til renlighed hos børnene og mudder på legepladsen. En ting der også har været oppe at vende et par gange er ferietilmelding. Vi oplever nogle gange at børn meldes til feriepasning og så alligevel ikke dukker op. For at udnytte personalets timer bedst muligt, opfordrer vi i forældrebestyrelsen til, at man altid får meldt feriepasning ind og et eventuelle ændringer meldes til kontoret.
Af kommende begivenheder så nærmer årets arbejdsdag sig, som finder sted søndag d. 30. april, og vi håber at se så mange af jer som muligt. Udover at vi kan få løst nogle praktiske opgave, så er arbejdsdagen også en oplagt mulighed for at lære de andre børn og forældre lidt bedre at kende. Kan man kun deltage noget af dagen, er man også meget velkommen.
Til sidst vil jeg ligesom sidst år huske jer på, at vi i bestyrelsen er forældrevalgte og at vi er her for at repræsentere jer alle sammen og jeres alles børn. Fra de yngste til ældste. Så I skal vide, at det altid er tilladt at tage fat i os. I kan ringe, I kan skrive eller I kan tage fat i os på legepladsen om både stort og småt.
For mit eget vedkommende har jeg valgt at træde tilbage i år. Så derfor er det ved at være tid til at takke af. Jeg takker for den tillid I har vist mig, og jeg vil se tilbage på bestyrelsesarbejdet med stor fornøjelse. Jeg kommer til at savne arbejdet og den indsigt det giver. Jeg kan på det varmeste anbefale jer, der sidder og overvejer at stille op at springe ud i det. For en lille pris er der masser af faglig indsigt at hente, men også et socialt aspekt, som ikke skal undervurderes.
Jeg ønsker det allerbedste fremadrettet for den kommende bestyrelse og for Tirsbækgård.
Vejle Ø, den 20. april 2023
Med venlig hilsen
Linda Strandgaard Kyndesen Bestyrelsesformand