Tirsbækgårds politikker

  • Mad- og måltidspolitik

    Mad og måltidspolitik for Tirsbækgård

    Bagrunden og rammerne for mad og måltidspolitikken

    Det blev i 2010 politisk besluttet, at alle børn i daginstitutioner som udgangspunkt skal tilbydes madordning, med sund mad. Da børn i daginstitutioner oftest spiser over halvdelen af deres daglige måltider her, spiller maden en væsentlig rolle for børnenes trivsel og sundhed.

    Mad og måltidspolitikken for Tirsbækgård er udarbejdet med udgangspunkt i følgende materialer:

    Mad og måltidspolitikken evalueres årligt og frokostordningen er på valg hvert 4. år.

    Hvad indeholder madordningen.

    På Tirsbækgård spiser vi planterigt, bæredygtigt og varieret og for så vidt muligt også økologisk. Vi har sølvmærke i Økologi – med en økologiprocent mellem 60 og 90 procent. Vi spiser groft og grønt og anvender sæsons råvarer. Vi passer på klimaet og begrænser vores brug af kød, vi får til gengæld masser af proteiner fra blandt andet bønner, kikærter og linser. Vi spiser gerne fisk flere gange i ugen. Vi vælger fuldkorn og bager med fuldkornsmel. Ved at lave så meget som muligt fra bunden, begrænser vi vores brug af salt i maden. Vi anvender i det daglige kun sukker ved tilsmagning og søder vores lækkerier på andre måder - blandt andet med æblemos og banan. Der serveres vand til alle måltider og mælk til frokostmåltidet. Derudover forsøger vi selvfølgelig at begrænse vores madspild. Det gør vi blandt andet ved at genbruge rester på nye måder, ligesom vi også kan finde på at lave små justeringer i forhold til madplanen, for at mindst muligt går til spilde.

    Vi bruger måltiderne som en arena for læring og inddrager også børnene i madlavningen. Når vi spiser sammen og spiser det samme, er det med til at bidrage med sunde madvaner og øget trivsel. Vi arbejder med madmod, madglæde og maddannelse. Vi finder inspiration til vores arbejde og samværet omkring måltidet i blandt andet Publikation - Alt om kost og Madleg | emu danmarks læringsportal

    Madmod er for eksempel, når vi smager på nye ting, hvilket vi gør ofte, gerne kombineret med ting vi kender og er trygge ved. De velkendte elementer skaber tryghed i måltidet, så børnene tør udfordre sig selv på smage, farver og dufte.

    Madglæde får vi, når vi spiser sammen og skaber et hyggeligt rum omkring måltidet.

    Maddannelse opnår vi, når vi snakker om det, vi spiser. Det kan være kendskab til de enkelte råvarer. Danske retter eller retter fra andre dele af verden. Men også de traditioner vi har, hvor maden spiller en rolle. Det kan for eksempel være påskefrokost eller lignende.

    Vi arbejder med det pædagogiske måltid. Vi snakker om, hvad vi skal spise og inddrager børnene i madlavningen, ligesom de forskellige grupper på skift er med til at bestemme hvad vi spiser.

    Måltider der tilbydes.

    Morgenmad – Havregryn, havregrød, cornflakes, rugfras med mælk. Tilbydes mellem kl. 6.30 og 7.00.

    Formiddagsmad kl. 9.00 – Mellemmåltidet er ofte bestående af brød med smør eller smørepålæg og hertil to slags frugt eller grønt.

    Frokost kl. 11.00 – Frokosten varierer over ugen imellem varme og kolde retter. Der er altid rugbrød, grød eller suppe på madplanen i løbet af en uge. Der kan bestilles madpakker i køkkenet, hvis børnene skal på en længere tur.

    Eftermiddagsmad kl. 14.00 – Mellemmåltidet er ofte bestående af brød med smør eller smørepålæg og hertil to slags frugt eller grønt.

    Rammerne omkring måltidet                                                                     

    Måltiderne i institutionen har til formål at bidrage til, at børnene udvikler sunde mad- og spisevaner tidligt i barndommen. Børnenes aktive deltagelse og samspil med hinanden og personalet, gør samtidig måltidet til en vigtig pædagogisk aktivitet. Måltiderne giver mulighed for oplevelser og erfaringer med både at eksperimentere, øve, reflektere og lære.

    På Tirsbækgård lægger vi vægt på at udnytte de muligheder for læring, der er både før, under og efter måltidet. Børnene inddrages alt efter lyst og alder, og i det omfang det er muligt.

    Inden vi spiser, har alle vasket hænder. Bordene vaskes grundigt med sæbevand, og børnene gør sig erfaringer med vigtigheden af en god hygiejne.

    Børnene inddrages i forberedelserne til måltidet. De finder hagesmække, og dækker rulleborde og borde. De ældste og mellemste børn præsenterer på skift maden. Ved De yngste børn præsenterer de voksne maden.

    Under måltidet lægger vi vægt på at tale om de sansemæssige oplevelser af maden, således at børnene inspirerer hinanden til at prøve nyt. Børn og voksne er fordelt ved mindre borde, hvilket giver god mulighed for dialog og nærvær. Personalet spiser et pædagogisk måltid sammen med børnene, så de er synlige rollemodeller for børnene.

    Vi vægter at lære børnene almindelig bordskik, og børnene øver sig alt efter alder i f.eks. at øse op, smøre brød, sende fade og kander rundt samt spise med kniv og gaffel.

    Det er vigtigt for os, at børnene lærer at mærke, hvornår de er mætte. Derfor tvinger vi aldrig børn til at spise op, men guider dem i forhold til portionsstørrelser. 

    Traditioner i huset

    Vi holder hvert år påskefrokost, julefrokost og høstfest. Vi bager også hvert år julekager sammen med børnene. Til fastelavn serveres hjemmebagte, gammeldags fastelavnsboller med creme. Til Sankt Hans får vi i forbindelse med bål serveret pølser og hjemmebagt brød. Desuden har vi flere gange årligt kulinariske uger.

    Særlige kostmæssige hensyn

    Vi tager de nødvendige kostmæssige hensyn ved allergier, mod fremvisning af lægeerklæring. Derudover tager vi selvfølgelig alderssvarende hensyn i kosten samt kulturelle hensyn.

    Madplanen

    Madplanen kan ses ved hovedindgangen ved siden af DayCare skærmen, hvor børnene tjekkes ind og ud. Den udsendes hver uge på Aula og kan desuden findes på Instagram på profilen ”Køkkenet på Tirsbækgård”.

    Ved spørgsmål til maden er I meget velkomne til at kigge forbi køkkenet eller sende en mail til Isabel på isawa@vejle.dk

     

     

     

     

     

     

  • Søvnpolitik

    Søvnpolitik


    Friske og veludhvilede børn har større overskud til hverdagen. En god søvn har stor betydning for barnets trivsel.
    Ved uafbrudt søvn fremmes, barnets udvikling, trivsel og sundhed. Hjernen bearbejder og systematiser det lærte og oplevede. Ligeledes sænker stressniveauet sig under søvn og immunforsvaret styrkes. (Vibeke Manniche: ”Børns søvn – din lille sovetryne”)

    Et barn på 1-3 år har behov for 12-14 timers søvn i døgnet. Barnet har behov for ro og tid til at nå igennem de 3 søvnfaser: let søvn, dyb søvn og drømmesøvn.
    Hvis barnet har en velreguleret og god nattesøvn, der er så lang, at den passer til barnets alder, så vil middagsluren ofte regulere sig selv. (Sundhedsplejen: ”Børns søvn – Søvnrytme og udfordringer”)
    Ved De yngste børn, sover børnene i barnevogne eller krybber ude i et overdækket krybberum.

    Et barn på 3-6 år har behov for 10-12 timers søvn i døgnet. Ved De mellemste børn, kan barnet sove middagssøvn, hvis det har behov for det. Børnene sover inde på madrasser, der sidder en voksen hos dem i en halve time. De børn, der ikke sover herefter kommer med ud på legepladsen.

    Vi lægger vægt på at, skabe tryghed og ro i forbindelse med børnenes søvn. Vi respekterer børnenes sovevaner med sutter, sovedyr m.m. Vuggestuebørnene bliver puttet efter behov. De yngste sover ofte 2 gange om dagen, og de større sover typisk én gang midt på dagen. Vi har barnevogne, krybber, madrasser, dyner, seler, sengelinned og soveposer til hvert enkelt barn, så de har deres eget sted at sove. Der er babyalarm ved hvert krybberum, og vi tilser sovende børn.
    De børn ved De mellemste, som har behov for middagssøvn, sover efter frokosten.
    Børnene har deres egen madras, dyne og sengelinned. Der er babyalarm og vi tilser de sovende børn.

    Hvis forældrene mener, at der er et behov for, at vi vækker børnene, går vi i dialog med dem om barnets søvnrutiner både hjemme og i institutionen. Måske skal vi prøve at putte barnet lidt tidligere i institutionen, så barnet ikke kommer så sent op. Det kan også være, at der noget som med fordel kunne ændres i rutinerne derhjemme ved putning, således barnet har lettere ved at falde i søvn.

     

     

  • Solpolitik

    Solpolitik


    Tirsbækgårds solpolitik er baseret på Kræftens Bekæmpelses anbefalinger:


    • Når UV-indekset er 3 eller derover, smøres børnene med solcreme, som indkøbes af Tirsbækgård.
    Vi forventer, at børnene hjemmefra er smurt med solcreme. Vi smører børnene, når de skal ud efter frokost.

    • Vi bruger en solcreme, der har faktor 30, hvilket dækker alle hudtypers behov for solbeskyttelse i Danmark. Solcremen er uden parfume og parabener. Den er svanemærket.

    • De yngste/mellemste børn skal medbringe en solhat (uden bindebånd) til beskyttelse. Vi opfordrer til at De ældste børn har en kasket eller lignende med, som de kan tage på.

    • Hvis det ikke er muligt, at søge skygge på legepladsen i tidsrummet kl. 12-15 vil vi, når det vurderes for varmt opholde os inde i dette tidsrum.

     

     

  • Rygepolitik

    Rygepolitik

     

    Denne delpolitik er en udmøntning af Lov om røgfri miljøer nr. 512 af 12. juni 2007.


    • Vejle Kommune er en røgfri arbejdsplads. Det betyder, at der ikke må ryges i arbejdstiden. Med arbejdstiden menes den tid, der ligger inden for åbningstiden, incl. den betalte pause på 29 minutter samt møder uden for institutionens åbningstid. Rygning uden for arbejdstiden skal ske uden for matriklen på steder, hvor man ikke er synlig for institutionen.

    • Ovennævnte delpolitik er også gældende for elektroniske cigaretter og snus.

     

     

     

  • Alkoholpolitik

    Vi følger Vejle kommunes retningslinjer vedr. alkohol og rusmidler.

    Medarbejdere:

    • Det er ikke tilladt at nyde alkohol og andre rusmidler i forbindelse med arbejdet, herunder i pausen.

    • Det betyder, at ansatte ikke må møde på arbejde, hvis de er påvirket af alkohol eller andet rusmiddel. Der vil i givet fald være tale om ulovlig udeblivelse.

    • Hvis en medarbejder i sin adfærd viser tegn på alkoholiske problemer eller problemer med andre rusmidler, vil vi reagere på dette. Ledelsen bliver informeret om problemet og indkalder medarbejderen til en omsorgssamtale.

    • Til omsorgssamtalen henvises til Vejle kommunes personalepolitik vedr. alkohol og rusmidler. Medarbejderen skal desuden tilbydes behandling, se mulighederne nederst på siden.

    • Ved særlige anledninger som jubilæum og reception kan der gives tilladelse fra ledelsen til at drikke alkohol, dog forudsætter det, at man ikke derefter har børnetid.

    Forældre:

    • Værn om egen sikkerhed • Hvis en forælder i sin adfærd virker beruset eller påvirket af anden rusmiddel, skal vi handle på dette ved f.eks. at spørge til, hvordan de skal komme hjem, om der er nogen som kan køre dem, evt. taxa. Vi skal vurdere om forælderen er i stand til at tage vare på barnet. Hvis vi oplever at det er uansvarligt/ulovligt skal vi oplyse personen om, at vi vil kontakte politiet 1-1-4. Se evt. actioncard på intranettet, under udfordringer med afhentning

    • Ledelsen underrettes og vurderer om Dagtilbudschefen skal underrettes.

    • Sker det gentagne gange indkalder vi til en samtale, hvor primærpædagogen fra gruppen deltager sammen med ledelsen. Ved samtalens afslutning skal der aftales en opfølgningssamtale med forælderen.

    • Vi skal skelne mellem folks privat liv og ikke overskride deres private grænser. F.eks. er det almindeligt på nogle arbejdspladser, at man får en fyraftensøl om fredagen og derfor kan lugte af alkohol. (1 øl lugter lige så meget som flere øl). Muligheder for hjælp til Alkohol/stofmisbrug, samt til de pårørende

    • Se de forskellige behandlingsmuligheder i Vejle Kommune på Vejle Kommunes hjemmeside.

    • Barnets Blå Hus i Vejle; et gratis behandlingstilbud for børn i alderen 0-13 år, samt deres familier, som har et alkohol-/stofmisbrug tæt inde på livet.

  • Fødselsdagspolitik

    Fødselsdagspolitik

    Barnets fødselsdag er en festdag, som vi fejrer i institutionen, forældre er meget velkomne til at deltage. Hos De ældste børn Rådyrene/Vildhestene er det også muligt at inviterer barnets gruppe hjem. Det aftales med personalet, hvornår og hvordan fødselsdagen fejres.

    Det er besluttet af forældrebestyrelsen, at der på Tirsbækgård ikke er en decideret sukkerpolitik, men vi opfordrer til, at sukkerindholdet også ved fødselsdage minimeres, samt at der tages højde for barnets alder. Særligt ved De yngste børn opfordre vi til, at sukkerindholdet er meget minimalt. Der uddeles ikke slik i institutionen. Det aftales med personalet, hvad der kan medbringes. Eksempler på hvad der kan medbringes: boller, popcorn (må ikke gives til de yngste og mellemste børn), saltstænger, frugt, pizzasnegle, pølsehorn, banan muffins, ostehaps o.lig.

    Holdes fødselsdagen i barnets hjem, er det vigtig, at tænke på, at det der serveres skal været et måltid, som er mættende. Slikposer og andet tages ikke med tilbage til Tirsbækgård.

  • Fotopolitik

    Politik omkring fotografering på Tirsbækgård 

    Det er tilladt at fotografere egne børn i institutionen ved særlige lejligheder: fødselsdage, Lucia optog o.lig. Der bør udvises påpasselighed ved billeder med flere børn, da der kan være børn (forældre) i institutionen, som ikke har givet tilladelse til foto.

    Hvis institutionen er på besøg i et privat hjem, betragtes man som gæst og der skal spørges om lov ved de aktuelle forældre, inden der fotograferes eller filmes.

    Det er ikke tilladt at dele foto på de sociale medier uden samtykke. Skulle en forælder alligevel hente billeder fra institutionens hjemmeside og uploade dem til egne Facebookprofil eller hjemmeside, er den pågældende forældre lovgivningsmæssigt ansvarlig for offentliggørelsen af billederne.

    Ovenstående er drøftet i forældrebestyrelsen.